Aftensmad takeaway Skafferiet

Tanker fra en påskeferie

For mig personligt er ferietid lig med tænketid. Her i påsken har vi lavet mad til diverse påskefrokoster og Væksthusenes Café i Botanisk Have, men indimellem har der også været plads til at jeg og kokkene på skift har kunnet holde lidt fri. Og det betyder at jeg har haft ekstra tid til at tænke….

Hjertebarn

Jeg har en passion for idé-udvikling og elsker at afprøve nye ideer og koncepter. Samtidig øver jeg mig i at fastholde de gode ting vi sætter i søen, så jeg ikke kommer til at springe videre i en konstant jagt på nye ideer. Vores aftensmad i Skafferiet har altid været et “hjertebarn” for mig. Jeg drømmer om at lave velsmagende og ærlig mad, der gør hverdagen lettere, og som samtidig er sund og nærende. I de fem år, hvor vi har haft Skafferiet, er markedet for take-away-mad eksploderet, og jeg har indimellem tænkt på om vi er blevet overhalet indenom af de store producenter, og om vi skulle omlægge vores produktion til at være ren festmad og catering. Der er ingen tvivl om at ville være en mere rentabel forretning, hvis vi droppede aftensmaden, men jeg kan samtidig mærke dybt i min iværksætter-sjæl, at der er noget jeg brænder for ved det der aftensmad. Da vi startede Skafferiet lavede vi forskellig aftensmad hver dag (!!) – og heldigvis har vi erfaret at det sagtens kan fungere med et mindre udvalg. Retterne var simre-retter pakket i vaccuum-poser, hvor vi i dag laver bakker til at sætte i ovnen, og nu kun om fredagen. Indholdet er ikke længere simremad, men istedet mere enkelt med lækkert kød eller fisk med nænsomt tilberedt grønt-tilbehør – og så bruger vi endnu mere økologi og lokale råvarer.

Ikke så svært??

Jeg synes egentlig ikke at det burde være så svært at lave rigtig lækker og velsmagende aftensmad som take-away – men jeg oplever at det indimellem kan være svært at sælge det og at drive en “lyst-betonet” forretning. De gode råvarer vi bruger, koster mere end konventionelle råvarer, men vi er samtidig begrænset af, at hverdagsmad ikke må koste for meget. Derfor tænker jeg så meget over aftensmad-konceptet (mærkeligt nok mens jeg holder “ferie”).
Lige nu laver vi ikke aftensmaden i vacuum-poser – og det ærgrer mig, når en mor kommer ind i butikken og efterspørger hendes børns yndlings-boller-i-karry (samtidig med at jeg bliver lidt glad…). Men med vores holdning til økologi og friske råvarer, skal vi lave en stor produktion for, at det er rentabelt. Ved at producere større kan vi spare på arbejdstiden, og på den måde undgå at gå på kompromis med kvaliteten.

For mig personligt er det en balancegang at være fuld af ideer og samtidig gerne at ville skabe en forretning der er bæredygtig på alle fronter, også økonomisk. Men i min ferie, med tid til at tænke, giver det hele mening i det store perspektiv. Jeg har gode ansatte der laver knald-lækker mad, gæster og kunder er glade – og jeg kan faktisk tage et par dage til København og holde ferie med min familie. Så er jeg taknemmelig for at have gjort mine erfaringer som iværksætter, og for at jeg nu også har lært at sige nej til (og ligefrem at droppe-) nogle ideer, fordi jeg ved at der er andre ideer, som skal have plads og lov at vokse.

LÆS FLERE AF JONS KØKKENNOTER