Tak for et godt nytår!

Som altid var det med en vis ærefrygt at vi kastede os ud i årets nytårsforberedelser. Maden skal være ud over det sædvanlige, se smuk ud på bordet – og i køkkenet skal vi holde tungen lige i munden, når vi pakker den gode mad nænsomt ind. Alle små pakker skal med hjem til årets festlige afslutningsmiddag, og i dagene efter jul brugte jeg lang tid på at lave labels og tjek-lister, så jeg sikrede mig at intet kunne gå galt i pakke-forberedelserne. Og så alligevel; som sædvanlig holdt nytårsforberedelserne mig vågen til langt ud på natten, og selvom køkkenet var godt i gang, blev de endeløse pakkelister ved at køre for mit indre øje. I modsætning til tidligere år har jeg dog i år følt mig mere mentalt forberedt på det – og jeg var klar til at dagene efter jul er en tid med skarp koncentration og hårdt arbejde. Og jeg må indrømme at jeg synes det er det hele værd! Stemningen (kan men næsten kalde det spændingen?) i butikken nytårsaftensdag, hvor alle er forventningsfuldt glade, børnene er utålmodige og glæder sig til fyrværkeri og knaldperler – og dette års besøg af Jesper fra Absurt Tonic, der udskænkede smagsprøver til os allesammen. Snakken gik derud af, og selvom jeg tager mig god tid til at forklare hver enkelt om anretningen af maden, er der ingen der bliver utålmodige og skynder sig videre. Det giver mig en god følelse indeni.

Igen i år havde vi besluttet at lave menuen som delemad, hvor man kan sidde ved bordet og hapse hen over en god, lang aften. For vores eget vedkommende spiste vi lige til klokken 24 – og efter fyrværkeriet, gik vi direkte til den hjemmelavede kransekage med økologisk marcipan. Personligt var jeg godt tilfreds med årets menu – og jeg har her efterfølgende fået mange søde mails og beskeder fra folk der havde en rigtig god oplevelse. Det er dejligt at folk tager sig tid til at skrive til os, og vi glæder os meget over at have været med til at skabe rammerne om en god fest for folk derhjemme. Så, tak for at vi må være med.

Vi har netop holdt evaluering på nytårsmaden og snakket om bl.a. mængden af mad, prisen og om hvordan de enkelte retter spiller helt rigtigt sammen. Grundlæggende er vi meget positive, så vi regner med at holde fast i at lave en stor og en lille menu til omtrent samme pris næste år. Samtidig er vi godt tilfredse med “hapseri-ideen” til nytår. Det er skønt at hapse, nipse og spise i lang tid – og man kommer ikke til at føle sig overmæt, hvilket er rart ovenpå julen. I december var der flere der spurgte om det var et måltid eller en forret, og vi tænker at vi til næste år skal være bedre til at fortælle om ideen med de mange små serveringer. Vi har som noget nyt lavet et evaluerings-skema til dem der har spist vores mad – og hvis ikke du har fået det med posten, er du velkommen til at udfylde det her eller sende mig en mail.

Velkommen i 2018 – glæder mig til at se jer alle igen.

Mange hilsener, Jon

LÆS FLERE AF JONS KØKKENNOTER

SE ALLE KØKKENNOTER