Godt nytår! Vi er allerede godt i gang med det nye år og sender hermed de bedste ønsker til jer om et dejligt 2019. Vi glæder os! Læs med her om takeaway, hapseriet – og så lidt hemmeligt om planer om en pop-up restaurant i Kaffebaren.

Årets første takeaway med nem, sund og frisklavet aftensmad er klar
Jeg har netop sat første portion af ugens takeaway ind i Kaffebarens montre, så den er klar til afhentning. Vi har lavet en god klassiker med revelsben af øko-gris, og det er altså bare lækkert med hasselback-kartofler, urtesmør, græskar og grønkål. -Så kan influenza-sæsonen i januar bare komme an!
Senere på ugen kan du få torsk eller sprængt oksebryst – og det synes vi selvfølgelig at I skal smage 😉 Send en mail for at bestille på forhånd.

Som noget nyt kan du nu finde ugens menu på vores hjemmeside – du finder den under ‘Mad’. Vi ved at det er noget som mange har savnet – og nu har vi lyttet og ændret lidt på vores arbejdsvaner, så vi fremover kan fortælle om dagens menu på forhånd. Find menuen på hjemmesiden her.

Hapseriet 
I det nye år bliver vores hapsere en særlig begivenhed. De mange små retter med økologiske- og lokale råvarer bliver fra nu af nemlig kun lavet 1-2 gange om måneden. Så hvis du er vild med at servere gourmet-mad til vennerne, spise god mad foran fjernsynet eller bare nyder at forkæle familien med vores små tapas-anretninger, så skal du være opmærksom nu…. I vores kalender kan du se hvilke fredage vi hapser – og vi skal også nok skrive om det på Facebook – men det er altså ikke længere hver fredag som udgangspunkt. Som sædvanlig anbefaler vi at bestille på forhånd – og gad vide om ikke det bliver ekstra-ordinært lækkert første gang i 2019, som bliver fredag den 18. januar?

Kaffebaren
I Kaffebaren har vi stortset samme åbningstider som sidste år, dog har vi ændret så der fra nu er åbent om lørdagen fra 11-16. I dag er første dag vi har åbent igen, og på lydene derindefra, virker det til at mange har lagt vejen forbi. Det er dejligt!

– med restaurant!!
Vi planlægger to arrangementer her i foråret, hvor vi vil invitere på middag i Kaffebaren – første gang allerede i februar. Her laver vi en tre retters gourmet-middag på Valentines Aften, hvor vi har plads til ca. 25 gæster. Når vi har yderligere info om arrangementet, skriver vi om det til i nyhedsbrevet før det annonceres andre steder. På den måde vil vi gerne give vores mest trofaste kunder mulighed for at deltage og reservere plads, før alle andre. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her.

Med ønsket om en lys januar til jer alle,
Jon

SKAFFERIETS KALENDER 
18. januar: HAPSERIET
14. februar: VALENTINES GOURMET – som middag i Kaffebaren eller takeaway
1. marts: HAPSERIET

LÆS MERE NYT FRA KØKKENET