TANKER OM HVERDAGEN

Efter fredagens JazzFood og fejring af vores økologiske sølvmærke, er vi også klar til at åbne rigtigt for butikken i Jernbanegade. Vi har henover sommeren koncentreret os om at lave mad til en masse spændende fester, bryllupper og mærkedage. Men vi savner selvfølgelig også at have en dagligdag, hvor vi laver den gode, sunde hverdagsmad og vores fredags-ekstravaganza; Hapseriet, med masser af små delikate hapse-retter der kan sammensættes efter behov. Det er virkelig noget vi elsker! Men som vi sagde; apropros HVERDAGEN. Hverdagen er jo netop hver dag, og vi må erkende at ugen ikke har dage nok til at vi kan gøre alle de ting vi gerne vil. I løbet af den lange periode med sommer-lukket, har vi tænkt meget over vores prioriteringer, og vi har besluttet at skære i vores åbningstider for at få en større grad af frihed til de mange forskellige projekter vi gerne vil arbejde med – samtidig med at vi prioriterer familielivet med børn, ved siden af passionen som iværksættere og selvstændige. Da det samtidig helt klart er fredag vi oplever den største interesse for vores mad i butikken, giver det god mening at koncentrere os mere om den gode oplevelse hér, for at give plads til mere spændende festmad, arrangementer, bagekurser og nye samarbejder ugens øvrige dage.

ÆNDREDE ÅBNINGSTIDER I BUTIKKEN 
I den kommende tid vil vi fast have åbent om fredagen fra klokken 13-19. Her laver vi lækker takeaway til fredagshyggen med små hapse-retter, nem hverdagsmad, spændende vine, smagsprøver og en god start på weekenden. Maden kan købes direkte og du kan vælge mellem et udvalg af vores gode retter. Du kan selvfølgelig også bestille på forhånd ved at sende os en mail eller ringe – og ved forudbestilling kan maden ofte også bestilles til ugens øvrige dage. Vi holder nemlig døren åben i butikken i dagstimerne når vi arbejder i køkkenet fra mandag-torsdag. Kig meget gerne ind og hent din aftensmad, værtindegave eller et friskbagt brød. Du er ikke til besvær, og vi vil gerne snakke og hjælpe hvis du har spørgsmål til den daglige madlavning.

Vi håber meget på jeres forståelse og opbakning til det lidt friere hverdags-koncept, hvor vi altid har vores sunde hverdagsmad klar – og også lidt flere spontane projekter og arrangementer – men hvor de helt faste åbningstider er begrænset til fredag.

Med hilsener,

Jon

LÆS FLERE AF JONS KØKKENNOTER

SE ALLE KØKKENNOTER